Book et oplæg om at gå på højskole

Undervisere og vejledere på ungdomsuddannelser kan booke gratis oplæg om, hvordan det er at gå på højskole.

Hjælp de unge på vej

Højskolerne i Danmark vil gerne bidrage til brobygningen mellem ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og livet derefter. Et højskoleophold kan afklare unge i forhold til studievalg og valg om fremtiden. Samtidigt kan det være med til at give den energi, livsglæde og ro, som mange unge i dag søger efter afsluttet ungdomsuddannelse.

Som underviser eller vejleder på en ungdomsuddannelse har du mulighed for at bestille et gratis oplæg om højskoleophold for at give dine elever et indblik i, hvad højskole er, og hvad man kan få ud af et højskoleophold.

Oplægget kan tilpasses jeres ønsker i forhold til tid og format. Det varer typisk mellem 5-20 minutter og maksimalt 1 time. Oplægsholderen vil være tilgængelig efter oplægget, hvor de interesserede kan få mere at vide og få udleveret informationsmateriale om højskolerne. Vi har som udgangspunkt en kort PowerPoint-præsentation med til oplæggene, men kan også afholdes uden.

Tre typiske formater, som vi har gode erfaringer med:

Morgensamling - Kort og godt om højskolerne

De fleste af vores oplæg afholdes i forbindelse med morgensamlinger.

Varigheden på oplægget til en morgensamling er omkring 5, 10 eller 15 minutter. Til disse oplæg er der typisk ikke tid til spørgsmål.

Efter et oplæg på en morgensamling giver vi mulighed for, at man kan stille oplægsholderen spørgsmål i den efterfølgende frokostpause.

Klasseoplæg - Bred information og dialog om højskolerne

For mere bred og dybdegående information om højskolerne anbefales et klasseoplæg, hvor der også vil være tid til dialog med eleverne og de kan stille spørgsmål.

Disse oplæg afholdes ofte for en mindre forsamling, typisk for de ældste elever.

Klasseoplægget varer typisk mellem 30-60 minutter.

Fællestime - Studievalgsdag med bred information om højskoler

Vi har god erfaring med at afholde længere oplæg i forbindelse med en ”karrieredag”, ”studievalgsdag”, ”fremtidsdag” etc. Her er enten hele skolen samlet eller afgangselevernes årgang.

Oplæg i til fællestimer i plenum varer typisk mellem 30-60 minutter.

Der er både god tid til at oplægsholderen kan give bred information om højskolerne, men også tid til, at der kan stilles spørgsmål.

Hvem holder oplæg?

Højskolerne har uddannet et kompetent oplægsholderkorps bestående af unge tidligere højskoleelever, som endnu har deres højskoleophold i frisk erindring, og som kender de forskellige typer af højskoler samt udbuddet af fag og emner. De brænder for at formidle, hvad det særlige ved et højskoleophold er.

Det er helt gratis

Selve oplægget er gratis, mens transporten skal dækkes af din skole. Vi vil forsøge at finde en oplægsholder nær jeres skole. Vi medbringer selv informationsmateriale.

Hvad får eleverne ud af oplægget?

De færreste elever er sikre på hvilken uddannelse, de skal vælge, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse. Du kan hjælpe dem med denne beslutning ved at præsentere dem for højskolerne. For mange er et højskoleophold afklarende i forhold til valg af uddannelse.

Højskoleophold reducerer frafald

Undersøgelser viser, at unge, der har været på højskole, har bedre chancer for at gennemføre en uddannelse end studerende, der ikke har. Så hvorfor ikke bestille et oplæg med det samme?

Book oplæg

Bestil oplægget ved at kontakte Runi Nielsen på rhn@ffd.dk for yderligere information.

Eller kontakt Højskolernes Hus på kontor@ffd.dk eller 3336 4040.