Grundlovsdag: Mad og demokrati på Suhrs Madakademiet

Grundlovsdag med mad og demokrati

Mad og demokrati til debat!

I går var det Grundlovsdag på Danmarks eneste madhøjskole - så det gav sig selv, at disse to emner må tages op til behandling.

I samarbejde med Dansehallerne og deres Ghost-Guest-Host-koncept inviterede Suhrs Madakademiet, derfor alle interesserede og nysgerrige sjæle indenfor til en arttalk om mad og demokrati. Anført af fire korte og relevante oplæg af engagerede ildsjæle fra forskellige steder i madverdenen, lagde vi op til debat og uformel drøftelse af følgende fire teser:

Er Slowfood in- eller ekskluderende?
(Anført af formand for Slowfood i Danmark Katrine Klinken)

Kan og bør gourmetrestaurantervære folkelige? 
(Anført af kultursociolog og urtenørd Søren Espersen)

Hvordan kan mad skabe fællesskab på tværs af grænser? 
(Anført af grundlæggeren af cookitraw Alessandro Porcelli)

Hvilken mening tillægger vi vores mad? 
(Anført af Suhrs Madakademiets forstander Lars Sonne-Hansen)

Oplæggene til debatten, der skulle tage form hen over en lækker buffet, blev leveret passioneret og med imponerende præcise pointer af de fire oplægsholdere.

Alessandro Porcelli, der var fløjet ind fra Italien, lagde op til debat om mad, som noget kulturelt og socialt funderet.


Debatten om mad som brobygger mellem kulturer blev ivrigt diskuteret, med diverse relevante input som: Mad er ikke kun næring - nogle fylder sig måske med mad, fordi de føler sig tomme på andre områder. Der blev lagt vægt på viden om mad, og især manglende viden om mad og råvarer - og at sætte spørgsmålstegn ved, hvad og hvorfor man spiser. Mad skaber sammenhold, men skaber også problemer. Madlavning kræver øvelse - ikke hjerne.

Katrine Klinken fra Slow Food, lagde vægt på lighed i samfundet og vores ikke lige tilgange til mad og naturlige ressourcer. I flere områder kan det bedre betale sig at købe dårlig fastfood fremfor kvalitetsråvarer.
Den dårlige mad spises af de fattigste mennesker i vores samfund - mens alle de gode friske råvarer tilhører overklassen. Der blev lagt vægt på madindustrien - og de store internationale firmaer, der tjener penge på at sælge dårlig fast food til underklassen. "Har forbrugerne reel mulighed for at vise, hvad de vil købe?" Blev der spurgt

Sammen med kultursociolog Søren Espersen  blev der diskuteret om gourmetrestauranter kan - og bør være folkelige?
Hvor afgørende er prisen? Behøver de være for alle? Eller er det ok - hvis de er for en elite?
Det blev diskuteret om ikke gourmetrestauranterne, selvom de er for de få, alligevel smitter af på resten af samfundet positivt - de starter trends og tendenser vedrørende madlavning og brug af nye råvarer. Dette kan de fleste mærke - også dem, der ikke har mange penge, man kan se tendenserne både på billigere restauranter og på udvalget i supermarkeder.  Fx lige nu, i brugen af de nordiske råvarer.

Madakademiets forstander Lars Sonne-Hansen lagde op til debat om emnet "Hvilken betydning tillægger vi vores mad?" Der blev bl.a. diskuteret omkring det sociale aspekt i maden, og om madlavning og mad som prestige og selviscenesættelse. Om det, at blive overambitiøs, og om at glemme de oprindelige råvarer.

Hænger demokrati og mad sammen? -Og kan de overhovedet sammenlignes?
Gennem en times diskussioner rundt om i salen, kom vi vidt omkring ud fra de fire forskellige teser og oplæg. Demokrati betyder folkestyre - at magten ligger hos folket. Men har vi forbrugere reelt magten over, hvad vi spiser og hvad vi køber ind? Hvis viden er magt, er tab om viden omkring vores råvarer, så ikke også lig med et tab af magt? "Lær at lave mad" understregede Lars Sonne-Hansen i sit oplæg, en tese, som alle fire oplægsholdere var enige om. Folket bør tage styringen og magten tilbage, når det kommer til råvarer, indkøb og mad. Fokus skal væk fra kun at omhandle pris, men tilbage til at omhandle kvalitet. Vi som forbrugere skal stille spørgsmål og bruge vores hoved og kritiske sans når vi køber ind. Så mad og demokrati hænger sammen - for folket bør styre fødevareindustrien - og ikke omvendt.

KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven