Hvad skal vi overhovedet med humaniora?

Der var i sommers en livlig debat om humaniorastudiernes forfatning. Det var særligt den højtprofilerede professor i musik ved Aarhus Universitet, Linda Maria Koldau, som satte gang i debatten. I forskellige dagblade udtrykte hun sin bekymring for det urimeligt lave og fortsat dalende niveau på musikuddannelserne og på humaniora i det hele taget. Folk med en kandidatgrad i musik er ikke i stand til at læse noder og har ikke kendskab til det klassiske repertoire. Alt for stort fokus er rettet mod at gøre uddannelsen så bred, at man reelt mister forbindelsen til faget og fagets egentlige indhold. Substansen er væk, og tilbage står den studerende med nogle abstrakte analyseredskaber, men uden kendskab til det, som skal analyseres.

Kritikken var hård og må være smertefuld for de studieledere, der de sidste mange år har brugt flere kræfter på at formulere nye forringede studieordninger end på at forske og undervise de studerende. Trist er det også som færdiguddannet cand.mag. i musikvidenskab at følge, hvordan faget bliver udsultet både i folkeskolen, gymnasieskolen og på universitetet.

Med universiteternes overgang til selveje og indførelse af taksametersystem anno 2003 bliver universitetsuddannelserne underlagt en diffus relevanstænkning. Loven, som er gældende praksis i dag, betyder at universiteterne skal »foretage løbende strategisk udvælgelse, prioritering« af fagudbuddet. Desuden skal uddannelserne ifølge seneste revision fra marts 2007, godkendes af en akkrediteringsinstitution for at »sikre og dokumentere kvalitet og relevans« Men hvornår er en uddannelse relevant? Det er den, ifølge daværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen, kun i det tilfælde at den fører til tilfredsstillende beskæftigelse, som hun formulerede det på en konference om humanioras fremtid tidligere samme år.

De mange omfattende lovændringer fra 2003 og frem, kom til udtryk i en konstant forringelse af musikfagets studieordning. Helt konkret betød det, at ældre studerende, som endnu ikke havde fået færdiggjort deres uddannelse, nu pludselig, ved blot at skifte studieordning, kunne kalde sig bachelorer. Alt kommer til den, som venter! Det er selvfølgelig meget bekvemmeligt for de tålmodige, men det bekræfter også den frustration, som Linda Maria Koldau giver udtryk for, nemlig at der på musikuddannelsen og på andre danske humaniorastudier foregår et trist forfald. Mange uddannelser har simpelthen mistet deres orientering.

Hvorfor er det gået så galt? Først og fremmest har idealet for dannelse flyttet sig fra at været noget, man tidligere betragtede som fundamentalt afgørende - en nødvendighed for det civiliserede samfunds selvforståelse og dets kulturelle overlevelse - til alene at handle om samfundsmæssig nytteværdi og kompetencemål for den enkelte studerende. "Fra forskning til faktura", som forskningsminister Helge Sander blev ved med at gentage. Musikfagets såkaldte nytteværdi kan forekomme noget abstrakt, og i stedet for at gøre oprør mod denne markedsoptik slækkede man på kravene og søgte desperat efter nye luftige kompetencebeskrivelser. Andre steder forsøgte man at legitimere musikfaget ved dets positive effekter for andre kundskaber. Mozarteffekten, der kunne hjælpe på alt fra matematikindlæring til at øge køers mælkeproduktion, eller effekter i forhold til motorik o.a. Men det er en farlig måde at legitimere sit fag på, da det uvægerligt flytter opmærksomheden fra fagets egen berettigelse til at koncentrere sig om tvivlsomme sidegevinster.

Vi er nødt til at fastholde, at et universitet er en elitær institution og ikke nogen professionshøjskole, eller et udvidet gymnasietkursus. Vi må gøre op med politikernes detailregulering af uddannelserne og skabe fornyet respekt for de humanistiske fag.

Humaniorastudierne hjælper os til at finde svar på, hvem vi er. Her forsøger man videnskabeligt at underbygge viden om sprog og kultur, historie og kunst, at finde svar på alle de spørgsmål vi alle sammen går og stiller os selv og hinanden. Og kan man leve uden det?Ja, det kan man sikkert godt, men vi vil miste noget af os selv, vores identitet og vores orientering.

Højskolerne spiller for mig at se en vigtig rolle som modvægt til denne nytteværdi-tænkning. På højskolerne skal man ikke nødvendigvis underlægge sig nogen evalueringsfetichisme eller dødsyge retningslinjer. Vi har ikke som noget abstrakt mål at være verdens bedste. På højskolen kan man i stedet få lov til at beskæftige sig med de mest spektakulære nørderier uden at medtænke nytteværdi. Højskolen er dermed, for mig at se, den sidste bastion for klassisk dannelses. Hvor kan unge mennesker, og mennesker i det heletaget, ellers få lov til at beskæftige sig lidenskabeligt med filosofi, sprog, litteratur, historie, Beethoven og Blue Note?

 

Med venlig hilsen

Kenneth Ravn

Højskolelærer, Rønshoved Højskole og cand.mag i musikvidenskab

KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven