Odder Højskole har fået sit eget TV Show

Odder Højskole har fået sit eget TV Show (1)

"Nærsyn Fjernsyn" er navnet på Odder Højskoles nye TV-Program for unge, der sendes hver måned på Kanal Østjylland. Programmet er et resultat af et banebrydende samarbejde mellem Odder Højskole og Mediehus Aarhus.

Leverandør til den danske film- og TV-branche

Skolen for Film og TV Produktion ved Odder Højskole har igennem en årrække leveret talenter til den danske film- og Tv-branche. Nu tager skolen et nyt skridt ved selv at producere TV for unge. I september løb den første udgave af "Nærsyn Fjernsyn" over skærmen, og fra nu af er der hver måned TV for unge lavet af højskolens egne elever.

Lærer at lave rigtigt fjernsyn

Filmlærer Jeppe Hovman er begejstret over det nye samarbejde: "Det er fantastisk, at TV-Produktion ikke kun er noget, vi leger. Det er alvor, og de elever, jeg har, skal være med til at skabe fremtidens TV", siger Jeppe, der mener, at Odder Højskole med det nye initiativ giver en enestående mulighed til eleverne. "De får fjernsyn helt op under neglene, og de får erfaringer både foran og bag kameraet. Det er ganske enkelt den allerbedste måde at lære TV-mediets struktur og disciplin på", mener Jeppe og understreger, at ambitionerne for Nærsyn Fjernsyn er store på TV Redaktionen: "Vi vil gerne opfinde det nye TV, men det er ikke sikkert, vi når det til det allerførste program".

Talentudvikling og Mediehus Aarhus

Leder af Mediehus Aarhus, Søren Højlund Carlsen, ser det nye samarbejde som en naturlig udvikling for mediehuset: "Det er oplagt for os, at bidrage og hjælpe til udviklingen af talenter på filmskolen på Odder Højskole, siger Højlund Carlsen, der dog ikke mener, at man af den grund behøver gå på kompromis med kvaliteten: "Når man sender sine produktioner ud i virkeligheden, giver det lige det snert af alvor og virkelighed, der er nødvendigt i en talentudviklingsproces, og jeg tør godt love, at kvaliteten af udsendelserne fra Odder er fuldt på højde med andet fjernsyn. Derudover kommer der et nyt perspektiv på udsendelserne i og med, at de er lavet af unge for unge.".

Odder Højskole har noget på hjerte

Forstander på Odder Højskole, Søren Winther Larsen, er glad for det nye samarbejde. "Det er vigtigt, at vi hele tiden samarbejder med dem, der er arvtagere til vores talentfulde elever. Vi skal skabe veje for eleverne ind i fremtiden", siger han og fremhæver, at det også er vigtigt for en bred folkehøjskole at række ud til verden uden for murene: "Vi er en højskole, der i den grad har noget at dele ud af. Vi kalder det selv boblende livsglæde, men det handler kort og godt om at være med til at sætte positive dagsordener", siger han og fremhæver, at skolen ud over den nye TV Redaktion også har fået nye elektroniske musikfag, zumba, politik, journalistik og verdensborger på skolens brede skema.

Hvis du vil se premieren på "Nærsyn Fjernsyn" kan den ses på Mediehus Aarhus's hjemmeside. Programmet sendes hver måned på Kanal Østjyllands sendeflade.

Du kan se prøvefilm og færdige kortfilm på Odder Højskoles YouTube-kanal og/eller følge Odder Højskole på Facebook.

Hvis du vil vide mere om Odder Højskoles fagudbud kan du klikke her.

KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven